Som arbejdsgiver skal du indberette og betale det samlede ATP-bidrag.
ATP er en pensionsordning for alle danske medarbejdere, der arbejder mere end 9 timer ugentligt. Pensionsbidraget betales dels af medarbejderen, og dels af arbejdsgiveren.
- Sådan beregnes ATP bidraget
- Sådan retter du din medarbejders ATP bidrag
- Sådan beregnes ATP bidraget når din medarbejder holder ferie
- ATP, fradrag og skattedage
Sådan beregnes ATP bidraget
Der er forskellige satser, alt efter hvordan din medarbejder er aflønnet.
- Månedslønnede
- 14-dages lønnede
- Ugelønnede
- Løsarbejdere
Afregningen til ATP-huset sker automatisk ud fra de ATP oplysninger, som er noteret på medarbejderens stamdata. Hvis der er valgt ATP-kode A5, beregnes ATP ud fra antallet arbejdstimer, som indberettes via lønnen. Læs mere om ATP koderne her.
DataLøn beregner ATP-bidrag ud fra den ATP-kode, du vælger for medarbejderen. Derfor er det vigtigt, at du vælger den rigtige kode.
Der bliver ikke beregnet ATP på medarbejdere under 16 år. Sætter du en kode på en medarbejder der ikke er fyldt 16 år, vil systemet selv kunne se, at der ikke skal trækkes ATP. Når medarbejderen er fyldt 16 år, vil systemet fremadrettet beregne ATP. Alle medarbejdere over 67 år skal også betale ATP efter beskæftigelsesomfanget.
ATP fratrækkes på lønsedlen inden beregningen af AM og A-skat, og nedskriver derfor både AM-bidragsgrundlag og A-indkomst.
Du skal som hovedregel betale ATP-bidrag for dine medarbejdere, når de:
- er fyldt 16 år
- arbejder mindst 39 timer pr. måned (for en månedslønnet)
- arbejder mindst 18 timer i en 14-dages periode (for en 14-dages lønnet)
- arbejder mindst 9 timer pr. uge (en ugelønnet)
- arbejder som løsarbejder, uanset antallet af arbejdstimer
Hvilken ATP-kode, medarbejderen skal have, bestemmes ud fra ATP's regler.
Du kan finde ATP-satserne på http://www.virk.dk/atp.
Bruger du ATP-kode 5 eller 6, bliver ATP-bidraget beregnet ud fra de timer, der er indberettet i løndelene 01 'Arbejdstimer', 72 'Sygetimer' og/eller 74 'Dagpengetimer'.
Bruger du A7, skal du være opmærksom på følgende:
Der tages ikke højde for det indberettede antal arbejdstimer i lønindberetningen, timerne bliver sat efter den udregningsmetode som benyttes ved A7.
Bruttolønnen divideres med den officielle timesats, som i 2025 er 246,84 for mænd og 222,92 for kvinder. Det antal timer, som der kommer ud af regnestykket, bruges til at afgøre om, der er timer nok til ATP (over 39 timer)
Du kan læse mere om beregningen af ATP på deres hjemmeside.
Sådan retter du din medarbejders ATP bidrag
Hvis din medarbejder er oprettet med forkert ATP sats, kan du rette satsen på medarbejderens stamoplysninger, under fanen Ansættelse.
Sådan gør du:
Klik på blyanten i højre hjørne, og du kan nu rette ATP bidraget til den korrekte sats.
Afslut ved at klikke på Gem.
Hvis du har udbetalt løn til medarbejderen som er gennemført med forkert sats, kan du nu rette det via en regulering. Læs vores vejledning til regulering af løn og se hvordan du gør.
Sådan beregnes ATP bidraget når din medarbejder holder ferie
I dette afsnit kan du læse om, hvordan ATP-bidraget skal beregnes for medarbejdere, der holder ferie. Hvordan bidraget beregnes afhænger nemlig af kombinationen af ferie- og ATP-koder - altså når medarbejderen dels får udbetalt løn og dels holder ferie i en lønperiode.
DataLøn beregner ATP for dig som sædvanlig, og der er ingen ændringer i forhold til selve satsen, når du udbetaler løn. Men der kan være situationer, hvor du skal være særligt opmærksom på, om ATP-bidraget bliver beregnet korrekt. Derfor gennemgår vi her, hvordan ATP bliver beregnet under ferie.
Hvis du har månedslønnede medarbejdere
Når der skal beregnes ATP-bidrag for de månedslønnede medarbejdere, skal de timer, hvor dine medarbejdere holder ferie, medregnes, uanset om de holder ferie med løn eller med feriegodtgørelse. Timerne skal medregnes, uanset om medarbejderen er månedslønnet eller timelønnet - så længe du kun udbetaler løn én gang om måneden.
Hvis din medarbejder holder ferie med feriegodtgørelse fra en tidligere arbejdsgiver, skal der ikke medregnes ferietimer i ATP-bidraget. Det er et eksempel på en situation, hvor du skal være særligt opmærksom på ATP-bidraget.
Der skal også medregnes søgnehelligdage. De skal medregnes, uanset om der betales vederlag for dem.
Ferietimer er det antal timer medarbejderen ville have arbejdet, hvis medarbejderen ikke havde holdt ferie. Ferietimerne skal dog ikke medregnes, hvis medarbejderen holder ferie med feriegodtgørelse fra en tidligere arbejdsgiver.
Hvis du har 14-dageslønnede medarbejdere
Når der skal beregnes ATP-bidrag for de medarbejdere, der får løn hver 14. dag, skal der hverken medregnes feriedage eller søgnehelligdage. Det samme gælder, hvis din medarbejder kan betragtes som løsarbejder – også selvom han eller hun af praktiske årsager får sin løn udbetalt i forbindelse med den sædvanlige månedlige lønkørsel. Det er et eksempel på en situation, hvor du skal være særligt opmærksom på ATP-bidraget.
Ferietimer er det antal timer medarbejderen ville have arbejdet, hvis medarbejderen ikke havde holdt ferie.
Er du i tvivl om ATP-koderne?
Få overblikket over dem her
A-, B-, C-, D-, E- og F-satser behandles hér under ét.
1: Fuldt bidrag (fast sats)
2: 2/3 bidrag (fast sats)
3: 1/3 bidrag (fast sats)
5: Bidrag beregnes på grundlag af indberettede timer (felterne 01, 72 og 74).
6: Bidrag beregnes på grundlag af indberettede timer (felterne 01, 72 og 74).
7: Ukendt arbejdstid. Bidrag beregnes ved at dividere bruttolønnen i lønperioden med den offentliggjorte gennemsnitlige timelønssats (for hhv. mænd og kvinder). Når timeantallet er beregnet, anvendes dette til at finde det ATP-bidrag, der skal anvendes for medarbejderen.